jeg ser dig
Forfatter: Camilla Grebe & Åsa Träff
Udgivelses dato: 4. marts 2021
Forlag: Lindhardt og Ringhof
ISBN: 9788711994702
Antal sider: 380
Land: Sverige
Sprog: Dansk
Bedømmelse: En spændingsroman som forstår det at skabe spænding, man fornemmer som læser utrygheden og uvisheden.
Karakter:
4,0 rating
Kan købes her:
Beskrivelse:

En godt komponeret debutkrimi fra forfatterne Camilla Grebe & Åsa Träff, grænsende til at man mod slutningen af handlingen tager sig selv i at kigge en ekstra gang over skulderen eller ud af vinduet for at se om der er nogen som skjuler sig i ly af mørket for at holde øje. For det er netop essencen af handlingen i “jeg ser dig” – det psykologiske spil og usikkerheden om hvad er det egentlige der sker og hvorfor.

Handlingens hovedperson er terapeuten Siri, som arbejder sammen med sin veninde i en lille psykoterapeutklinik i Stockholm, privat bor hun i et afsides beliggende hus udenfor storbyen. Her bor hun sammen med katten Ziggy, efter at hendes mand for nylig døde i en drukne-ulykke i forbindelse med den daglige svømmetur i vandet lige udenfor deres hjem. Siri er fortsat påvirket af mandens død, et savn som hun dagligt arbejder med og som hun lige så stille begynder at lægge bag sig. Dog har hun enkelte vaner derhjemme for at føle sig mere tryg, en af dem er blandt andet at hele tiden at have tændt for alle lamper i huset. Så udover at hjælpe andre med deres problemer, så har Siri også sine helt egne problemer at kæmpe med – hvilket ikke altid gør det nemmere. Netop ikke, da en af hendes unge klienter Sara, pludselig findes død udenfor hendes hus. Ikke lang tid efter, kommer klinikkens sekretær og “blæksprutte” alvorligt til skade i et færdselsuheld – lige efter at hun havde ringet til Siri og gerne ville snakke med hende med det sammen. Hændelserne er blot 2 af flere underlige hændelser som begynder at ske omkring Siri, og hun har en fornemmelse af at være overvåget når hun er hjemme.

I forbindelse med en hændelse ved hendes hus, får hun besøg af politimanden Markus som dukker op sammen med sin kollega. Markus er yngre end Siri og hun føler sig smigret da han senere kommer forbi for at høre hvordan hun har det. Herefter begynder de at forsøge at finde ud af hvad det egentlig er som sker omkring hende. Lige indtil at hun juleaften, alene i sit hus bliver konfronteret med årsagen til de mange uforklarlige hændelser.

En spændingsroman som forstår det at skabe spænding, man fornemmer som læser utrygheden og uvisheden. Her plantes de små frø op gennem handlingen, uden at man lægger mærke til det og de opbygger det spændingsniveau som forventes af en god spændingsroman.

Forlagets beskrivelse

Første bog i Camilla Grebe & Åsa Träffs krimiserie om Siri Bergman.

Siri Bergman er 34 år og psykoterapeut. Efter sin mands dramatiske død bor hun alene med sin kat i et lille hus ved havet i den stockholmske skærgård. Hun er kun langsomt ved at komme på fode igen efter den lammende sorg, da hun oplever uforklarlige hændelser både hjemme og på sin klinik inde i byen.

En dag bliver en af hendes unge klienter fundet død i vandet neden for hendes hus. Er det en tilfældighed?

Sammen med den unge politimand Markus involverer hun sig i en omfattende afdækning af mordet, men også af sine egne traumer.