Sommerfugleklanen – Pavens yndling
Forfatter: Troels M. Palshof
Udgivelses dato: 25-09-2017
Forlag: Under Pressure
Format: Paperback
ISBN: 9788797005507
Antal sider: 532
Sprog: Dansk
Bedømmelse: Når plottet rigtig går igang, så er der fuld fart på en hæsblæsende og intens jagt på hvem, hvad, hvor er Pavens Yndling
Karakter:
5,0 rating
Bogen kan købes online hos:
Beskrivelse:

Efter en start, hvor man som læser sidder og tænker over hvornår der begynder at ske noget, så skifter scenariet hurtigt og spændingen begynder lige så stille at blive opbygget. Jeg kendte ikke noget til forfatteren Troels M. Palshof før jeg begyndte på bogen og valgte bogen fordi den lød spændende og fordi at forsiden så interessant ud. Så jeg havde ingen anelse om hans skrivestil eller om han havde skrevet andre bøger.

Sommerfugleklanen – Pavens yndling, er en bog som starter med en lidt lang indledning og undervejs bygges op med handlingens 3 hovedpersoner. Der dukker hele tiden nye aspekter op i handlingen om de 2 agenter Tristan og Clara, som normalt danner makkerpar i deres politi-arbejde hos det amerikanske CIA, som nu ufrivilligt bliver sat sammen og involveret i deres største efterforskning nogensinde. På den eller den anden måde, begynder der at dukke noget med sommerfugle op – små antydninger og spor som vækker interessen på en pirrende måde og samtidig uden at afsløre for meget. Sammen med deres administrative hjæper Elsa, kommer de ud i flere intense og farlige situationer hvor man som læser har glemt alt om verdenen ude omkring og bare må læse videre.

Med Sommerfugleklanen har Troels M. Palshof sin debut som forfatter indenfor spændingsgenren. Fra at have startet egen virksomhed og arbejdet med blandt andet konceptudvikling, er han nu gået hen og blevet forfatter med 3 bøger i serien om Pavens Yndling. Vi ser frem til at der forhåbentlig kommer flere bøger fra ham.

Forlagets beskrivelse

Et mærkværdigt nødopkald fra en mystisk butik i New York eskalerer og får brutale konsekvenser. Tristan og Clara fra CIA’s Afdeling for Radikal Mønstergenkendelse overtager sagen, og de starter en hæsblæsende og global jagt på sandheden. En jagt, der involverer præsidenter og paver, urgamle kulturer og moderne teknologi. Ekstrem loyalitet, tvivl og dobbeltspil lurer konstant under overfladen, og sporene tager de to agenter fra verdens mest magtfulde menneskers soveværelser til civilisationens mest håbløse egne. De hvirvles ind i et spind af ældgamle hemmeligheder, mistillid og magt.

Den helt igennem usædvanlige sag udfordrer ikke kun deres faglighed – den tvinger dem til at gentænke deres egen fortid og konfronterer dem med de mest eksistentielle spørgsmål. Men er de villige til at betale den ultimative pris for at finde sandheden?

SOMMERFUGLEKLANEN – Pavens Yndling er det første selvstændige bind i en serie om Sommerfugleklanen.