Ilaria Tuti er på banen igen med den anden bog i serien om den italienske politikommisær Teresa Battaglia og hendes assistent Massimo Marini. Handlingen lægger dog ud i en noget anden stil end den foregående bog - Helvedesblomster. Her starter handlingen i en noget mere filosofisk og flagrende genre men efter at være kommet lidt længere hen i handlingen kommer forfatterens kendte skrivestil heldigvis frem igen.
I starten af bogen bliver Battaglia og Marini kaldt ud til et gerningssted hos en kunsthandler hvor man har fundet et enestående værk med navnet Sovende nymfe og forestiller en smuk ung kvinde - dog er materialevalget lidt til den aparte side, da det viser sig at være menneskeblod, med tilhørende vævsrester fra et hjerte. Hvilket betyder at den der har lavet kunstværket har været i nærheden af en afdød person og haft adgang til personens hjerte. Kunstneren til værket forholder sig tavs, hvilket han har gjort de sidste mange år. Han har ikke sagt et ord siden 1945, så det er ikke hos ham at de skal finde svaret om det opsigtsvækkende maleri.
Men der er flere spørgsmål som dukker op for hvem tilhørte blodet og hjertet, hvad var der sket og hvorfor var kunstneren tavs. Lidt efter lidt dukker små spor op i efterforskningen, spor som blandt andet bringer Battaglia og Marini til den afsidesliggende Resiadal som ligger i grænseområdet mellem Italien og Slovenien, og har sin helt egen kultur og ikke mindst sprog. Her mærker de tydligt at der ligger mange hemmeligheder gemt, og at indbyggerne ikke er meget for fremmede, slet ikke for politifolk som begynder at grave i minder og godt gemte hemmeligheder som trækker tråde tilbage til 2. Verdenskrig og de kampe som udkæmpet i området mellem modstandsfolk og besættelsesmagten.
Selvom Battaglias unge assistent Marini fremstår som den perfekte unge aspirerende politi-efterforsker med typisk italiensk perfektion, så har han sine egne problemer at kæmpe med, hvilket der lige så stille bliver åbnet op for samt nyheden om at han skal være far, som bidrager til hans personlige konflikter. Derudover følger vi Battaglias kamp med diabetes og Alzheimers som begyndte at være mere synlig under Helvedesblomster og som nu påvirker hende og til dels hendes arbejde - selvom hun gør alt i sin magt for at skjule sygdommen og dens magt over hende. Dertil kommer hændelser fra et tidligere tidspunkt som bliver vækket til live ved blandt andet Marinis sårbarhed samt tilstedeværelsen af deres nye politi-overordnede, som man kan fornemme har haft en betydning i hendes liv.
Efter Helvedesblomster, glædede jeg mig til at læse Sovende nymfe - ikke mindst for makkerparret Battaglia og Marini, men umiddelbart synes jeg ikke at andet bind i serien var lige så god som første bind. Handlingen var spændende og afslutningen overraskende, men undervejs var den tung at komme igennem. Der var heldigvis mange dele af bogen som var rigtig spændende men desværre også dele hvor handlingen flagrede lidt væk og gjorde at bogen var lidt hård at komme igennem.
Det er tydeligt at forfatteren har fokus på det psykologiske og menneskers mørke sider, men også det kulturhistoriske i den nordligste del af Italien. For begge bøgers handlinger så trækker de tråde tilbage til 2. Verdenskrig og de tragiske hændelser dengang, og som den generation for manges vedkommende helst tager med sig i graven.