Vi er tilbage hos August Strindberg i den svenske Skärgårdsidyl Hovenäset. Det venskab som startede lige så stille i bogen Stormvagt, har udviklet sig til et kærlighedsforhold med politikommisæren Maria Martinsson, så alt er godt indtil hans bådehus pludselig midt om natten står i flammer. Et bådhus som han knap har nået at tage i brug efter at han faldt fuldstændig for det og bare måtte købe. Ikke nok med at Strindbergs bådehus brænder, det gør også et andet bådehus. Kort efter undrer beboerne i Hovenäset sig over at de ikke kan få fat på ejeren af det andet bådehus - det skal senere vise sig at der er en god grund til det da han findes død i sit hjem.
Umiddelbart ser det ud til at dødsfaldet er et hændeligt uheld, men det viser hurtigt at der nok ligger mere bag og lidt efter lidt dukker der flere spor op. Politiet med Maria Martinsson og hendes kollega Ray-Ray står i spidsen for efterforskningen, men samtidig er der en mere uofficiel efterforskning igang blandt enkelte af byens indbyggere som vælger at tage sagen i egen hånd. For det med opklaring kan politiet jo ikke finde ud af - er holdningen, så er det bedre at gøre det selv. Livet under overfladen i den fredelige by som i vinterperioden er stille, efter at områdets mange sommerhusbeboere er taget hjem igen, skal vise sig at være mere indviklet end hvad man lige tror om en søvnig lille svensk by.
På trods af mystiske brande, dødsfald og en igangværende efterforskning, så er der også solstråler nemlig det spirende kærlighedsforhold mellem August Strindberg og Maria Martinsson, dog med hendes eksmand i baggrunden som har mere end svært ved at give slip på sin nu tidligere kone. Og selvom han sidder i fængsel, alligevel formår at gøre opmærksom på sin egen agenda.
En spændende og i den grad velskrevet krimi, som bare hænger sammen og man føler sig hurtigt som en del af bylivet og glemmer helt at det faktisk er en bog og ikke det virkelige liv. Kristina Ohlsson har gjort det endnu engang, og har skrevet en krimi hvor handlingen er godt skruet sammen og persongalleriet spænder bredt.
Forlagets beskrivelse:
Vinteren ligger hvid over Hovenäset. August Strindberg er nyforelsket, og hans forretning går strålende. Men så ryster en brand hans lykkelige tilværelse. En iskold januarnat brænder to bådehuse. Det ene tilhører August, det andet er Axel Ehnboms, en ældre mand, der har boet på Hovenäset hele sit liv.
Politikommissær Maria Martinsson slider med efterforskningen, der inden længe også indbefatter et mord. Nogen på Hovenäset gemmer på mørke hemmeligheder. Snart er hverken Maria eller August i sikkerhed.
ISBRYDER er anden, selvstændige bog i Strindbergserien, der foregår på den smukke svenske vestkyst, fyldt med atmosfære og mysterier.