Roman

Kvinde set fra ryggen

Vi kender kunstneren Vilhelm Hammershøi, blandt andet for hans landskabsmalerier og motiver fra København, ikke mindst de mange malerier af hustruen Ida Hammershøi. Derudover var han storebror til maler og keramiker Svend Hammershøi. Men hvem var Ida Hammershøi – en kvinde som er et af Vilhelm Hammershøis foretrukne motiver, dog som oftest fra ryggen eller fra siden i mørke kjoler.

Forfatteren Jesper Wung-Sung har skrevet en bog om kvinden Ida Ilsted som senere blev Ida Hammershøi, i forbindelse med sit ægteskab med Vilhelm Hammershøi. Ida vokser op i Stubbekøbing sammen med sine forældre og storebror Peter. Moderen er psykisk syg og indlægges med jævne mellemrum på sindssygehospitalet i Vordingborg, et sted som hun dog hurtigt forlader igen da hun vil hjem for at kunne holde øje og bebrejde Ida for alverdens ting.

Da Ida møder den unge og lidt generte Vilhelm Hammershøi, opstår der et gensidigt tillidsforhold og Vilhelm beder snart Ida om at stå model til hans billeder. Der går da heller ikke lang tid før at de to unge er forlovet, hvilket absolut ikke er noget som Vilhelms mor, Frederikke Hammershøi sætter stor pris – for ingen er god nok til hendes Vilhelm og hans helt fantastiske og unikke kunstneriske evner.

Vilhelm og hans kunst åbner dørene til en helt ny verden for Ida, og på deres bryllupsrejse tager de rundt i Europa, hvor Vilhelm samtidig kan indsamle inspiration til sine værker. Hans foretrukne motiver ender dog med at blive deres lejlighed i Strandgade med og uden Ida som model. Det at stå model, kræver for Ida at hun skal stå i samme position i mange timer af gangen og den mindste bevægelse bliver bemærket af Vilhelm, så med tiden tager modelarbejdet hårdt fysisk på Idas krop og den begynder så småt at sige fra. Men Vilhelm fortsætter sit maler-arbejde indtil han bliver nødt til at sætte tempoet ned grundet sygdom. Ida har ind imellem svært ved at tilpasse sig til den stille og ensformige tilværelse med timers modelarbejde, og det bliver da også for meget for hende hvor hun har brug for at afreagere – hvilket Vilhelm lader hende gøre.

En fortælling om datidens kunstnere som var helt opslugte i deres egen kunstverden og ikke ænsede hvad der foregik omkring dem, Idas kærlighed til Vilhelm som fik hende til at opgive sit eget liv og drømme for istedet at give ham den nødvendige støtte i hans kunst-karriere. Et liv som har udødeliggjort hende for eftertiden, som oftest i en positur hvor vi ser hende fra ryggen.

Forlagets beskrivelse:

I 1890 vender Idas storebror hjem til Stubbekøbing på sommervisit. Med sig har han en ung malerkollega ved navn Vilhelm Hammershøi. Inden sommeren er ovre, er Ida og Vilhelm forlovet.
Det er et forhold, som begges mødre modsætter sig. Idas mor, der flere gange indlægges på Oringe Sindssygehospital, nægter at slippe taget i datteren. Svigermoren, den formuende Frederikke Hammershøi, har fra fødslen dyrket Vilhelm som et vidunderbarn, og hun ser Ida som en forhindring for sønnens malerkarriere. Også i det københavnske kunstmiljø, hvor den fåmælte Vilhelm Hammershøi regnes for en ener, vækker forlovelsen forundring.

På usikre fødder træder Ida ind i en ukendt verden af museer, kunstnerkredse og udenlandsrejser. Hun følger sin mand i tykt og tyndt, mens han fortsætter med at male billeder, som kun en snæver kreds af mennesker forstår og værdsætter.
De rejser efter motiver. De flytter ind i gamle lejligheder, der kan tjene som rum for malerierne. Ida er gift med et menneske, der kun vil én ting her i tilværelsen: at male. Hun bliver Vilhelms livsledsagerske og foretrukne model. I maleri efter maleri, år efter år, står og sidder hun model for sin mand.

Ida slås med sin rolle og sit sind. Indimellem må hun få luft ved at råbe højt og lade porcelænet flyve gennem de tomme stuer. Derefter står hun igen ubevægelig som model.

Portrætterne af en rygvendt kvinde med blottet nakke i et tomt rum bliver Vilhelm Hammershøis mest yndede og berømte motiv. Han oplever en stigende anerkendelse og popularitet frem mod sin tidlige død i 1916, og det maleriske tema varieres gang på gang med Ida som den tålmodige genstand anbragt inden for kridtstregerne på gulvet. Et liv i rygvendt tosomhed.

Fakta om bogen

Forfatter: Jesper Wung-Sung
Udgivelsesdato: 10. marts 2021
Forlag: Politikens Forlag
ISBN: 9788740067378
Antal sider: 464


Hvor finder du bogen:

Kvinde set fra ryggen, kan købes hos – Bog&ide
Kvinde set fra ryggen, kan købes hos – Saxo.com

Indlægget indeholder reklamelinks.

Bogormen

Penneførerne bag denne blog er bognørder og bogelskere, vi benytter enhver mulighed for at læse og fordybe os i en god bog.

Andre artikler

Back to top button