Ild og dybt vand er den første bog, som jeg læser af de to søstre Camilla Grebe og Åsa Träff. Paradoksalt er det den femte og sidste bog i en serie med Siri Bergman i hovedrollen. I forhold til bogens overordnede handling kan bogen læses uafhængigt af de foregående bøger i serien, men i forhold til den udvikling som hovedpersonen gennemgår vil det være en fordel at læse bøgerne i rækkefølge.
I Ild og dybt vand forsvinder to børn. Børnene er søskende, og er for nylig blevet anbragt i familiepleje i hver sin familie, da deres mor ikke længere anses for at være egnet til at tage sig af dem. Siri Bergman og hendes gruppe bliver sat på sagen i forsøget på at finde børnene igen.
Sideløbende med den nutidige handling følger vi historien om en dreng, der i 1985 ved et uheld forårsager en brand, der brænder hans families hus ned. I branden dør hans forældre og lillesøster. Drengens opvækst i flere plejefamilier er alt andet end en solskinshistorie og kommer til at præge drengen for resten af hans liv.
Og nå ja – samtidig følger man Siri og hendes mand i familieterapi i deres forsøg på at redde deres forhold efter begivenheder sket i tidligere bøger. Lige denne del af bogen er svær at følge, hvsi man ikke har forhistorien med.
Forlagets beskrivelse
På en regnvejrsaften i en forstad til Stockholm forsvinder en niårig pige sporløst, mens hun leger udenfor det hus, hvor hun bor sammen med sine plejeforældre. En uge senere forsvinder pigens seksårige bror fra sin skole. Mistanken vender sig straks mod børnenes mor, en voldelig misbruger, og hendes nynazistiske kæreste.
På hjemmefronten kæmper Siri Bergman for at reparere forholdet til både sin kæreste Markus og sin tidligere bedste veninde Aina. På grund af sit virke som psykoterapeut og profileringsekspert bliver hun koblet på eftersøgningen af de forsvundne børn. Sagen påvirker hende dybt. Da liget af en kvinde bliver fundet, tager efterforskningen en overraskende drejning. For pludselig dukker der fotos af selvsamme afdøde kvinde op på et onlineforum, hvor hun er afbildet sammen med de forsvundne børn. Efterforskerne og Siri står på bar bund. Hvem har taget børnene? Hvem har slået kvinden ihjel? Og hvem har lagt billederne ud online? Det bliver et kapløb mod tiden for Siri og politiet at finde børnene og det, der forbinder dem med den døde kvinde.
Ild og dybt vand er femte og sidste bog i serien om Siri Bergman efter Jeg ser dig, Sort angst, Før du døde og Manden uden hjerte.
Anmeldelse
Ild og dybt vand er en god, spændende og letlæst krimi. Uagtet at den havde svært ved at holde mig fanget i begyndelsen udviklede bogen sig til en rigtig pageturner. Det var oplagt, at handlingens to tidslinjer måtte falde sammen og ende ud i en personificering af hvem ”drengen” er.
Det er drømmen om den trygge kernefamilie, som er temaet i Ild og dybt vand. Ild og dybt vand er en engagerende og realistisk historie om børn, som samfundet skal tage sig af, men som samfundet svigter. Det er samfundskritisk men samtidig en varm historie
Om Ild og dybt vand
Sprog: Dansk
ISBN: 9788711994757
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 432
Udgivet: 1. februar 2022
Ild og dybt vand kan købes hos Saxo.com
Ild og dybt vand kan købes hos tales.dk
Ild og dybt vand kan købes hos Bog&idé
Ild og dybt vand af Camilla Grebe & Åsa Träff
God, spændende og letlæst krimi
Ild og dybt vand er en god, spændende og letlæst krimi om børn, som samfundet skal tage sig af, men som bliver svigtet af samfundet.