Pigen på billedet
Forfatter: Heidi Amsinck
Udgivelsesdato: 22. februar 2023
Forlag: Gutkind
Oversat af: Anne Matthiesen
ISBN: 9788743404507
Antal sider: 360
Originalland: England
Sprog: Dansk
Bedømmelse: En spændende handling med overraskende momenter undervejs og godt krydret med psykologiske betragtninger.
Karakter:
4,0 rating
Bogen kan købes online hos:
Anmeldelse:

Politiefterforsker Henrik Jungersen bliver kaldt ud til et gerningssted, hvor en ældre kvinde er fundet død på trappen i sit hjem. Der er dog flere ting på gerningsstedet som vækker Jungersens opmærksomhed og undren, da flere ting tyder på det måske ikke er et overlagt mord men at der har været et andet formål. Det viser sig hurtigt efter interview med den omkomnes datter, at der er forsvundet et kostbart smykke, en diamanthalskæde fra husets pengeskab - et smykke som moderen tilsyneladende har købt få år tidligere. Samtidig med købet, begyndte moderen - Irene Valborg af uklare årsager at investere i sikkerhed omkring hjemmet.

Jungersen har dog sine egne problemer at kæmpe med da konen lige har smidt ham ud af deres fælles hjem, han overnatter derfor ofte på sit kontor og kæmper samtidig med mentale eftervirkninger fra tidligere sager. Situationen bliver ikke bedre efter at yderligere to personer findes dræbt i forbindelse med overfald - fælles for de 3 sager er dog at ofrene er oppe i årene. Samtidig finder Jungersen et billede på hver af de 3 gerningssteder - et billede som er det samme, selvom det er forskellige beliggenhed for gerningsstederne som er henholdsvis i Klampenborg, Amager og Lyngby.

En anden af Jungersens hovedpiner dukker op for at følge sagen, nemlig journalisten Jensen (vi lærer aldrig hendes fornavn at kende) som sammen med sin unge assistent Gustav, bliver kontaktet af Irene Valborgs datter som gerne vil have Jensen til at finde det kostbare smykke som er forsvundet fra moderens pengeskab i forbindelse med overfaldet. Jensen har brug for pengene samt som enhver journalist, aner at der her måske er en god historie - hvilket hun har brug for da hun nu arbejder freelance efter at have mistet sit faste job på avisen Dagbladet.

Jungersen og Jensen har tidligere haft et kortvarigt forhold, og han gør nu alt for at undgå at møde hende igen. Hvilket dog er sværere end som så, da de nu arrbejder med samme sag dog fra hver sin side men alligevel med samme formål - at finde den skyldige.

Pigen på billedet er andet bind i serien om journalisten Jensen, første bind hedder Mit navn er Jensen. Jeg har ikke læst det første ind i serien, så Jungersen og Jensen var ukendte personer for mig da jeg startede på bogen. Men lige fra første side bliver man som læser kastet ind i efterforskningsarbejdet og møder her Henrik Jungersen, som vi følger på meget tæt hold og står på sidelinien til hans lettere kaotiske liv for tiden. En spændende handling med overraskende momenter undervejs, dog bliver det ind imellem lidt for meget med Jungersens følelsesmæssige problemer på hjemmefronten.

Det er tydeligt at det mentale og psykologiske har en stor interesse for forfatteren, for vi lærer handlingens personer at kende med hver deres problemer som de tumler med og ikke mindst deres personlige baggrund. Som for eksempel Jensens mor, der maler billeder i sit afsidesliggende hus, og ikke ænser noget omkring hende. Eller Jensens unge praktikant Gustav som har en stor modvilje som skole og udannelse - hvilket Jensen sætter sig for at undersøge hvorfor.

Forlagets beskrivelse:

Da den 90-årige Irene Valborg bliver fundet brutalt myrdet i en velhavende forstad til København, og hendes diamanthalskæde er forsvundet, ligner det et indbrud, der er gået galt. Da yderligere to ældre mennesker bliver ofre for brutale overfald, begræder politiet en stigning i vold mod ældre. Men hvem er den unge pige på billedet, som kriminalkommissær Henrik Jungersen finder på alle gerningssteder? Irenes datter er utålmodig efter at få adgang til den arv, hun har så meget brug for, og hyrer den tidligere reporter på Dagbladet, Jensen, og hendes teenage-sidekick Gustav til at finde den forsvundne halskæde. Henrik ser sig i sin søgen efter sandheden endnu en gang konfronteret med Jensen – den ene kvinde i København, som han vil gøre alt for at undgå at møde, i et desperat forsøg på at redde sit ægteskab.

Heidi Amsinck (f. 1967 i København) er uddannet journalist og har siden 1992 boet og arbejdet i London, bl.a. som korrespondent for Børsen og Jyllands-Posten. Som barn var hun besat af Brødrene Grimms eventyr, men det var Roald Dahls sorthumoristiske Skæbnefortællinger på dansk tv i 1970erne, der for alvor grundlagde en livslang fascination af uhygge og menneskers mørke sider. Hun og Jensen har erobret mange krimilæseres hjerter med Mit navn er Jensen, bind 1 i serien.

Hvor finder du bogen:

Pigen på billedet kan købes hos - Bog&ide
Pigen på billedet kan købes hos - Saxo.com

 

Indlægget indeholder affiliatelinks.

 

Back to top button