BøgerSpænding

Fandens forår af Niels Krause-Kjær

Med Fandens forår er Niels Krause-Kjær netop nu aktuel med den tredje bog om journalisten Ulrik Torp. Da vi sidst mødte Ulrik Torp i Mørkeland, var jeg klar til at lægge ham i graven som karakter, men Niels Krause-Kjær har igen formået at give Ulrik Torp liv med dagsaktuelle emner som “deep fake”, nationalisme og mediernes rolle i det politiske liv på godt og ondt.

Pressen er ofte omtalt som den fjerde statsmagt, der som en anden vagthund giver hals hvis magthaverne handler forkert. Pressen forventes at kikke de offentlige myndigheder og private virksomheder over skulderen og afsløre uregelmæssigheder. Men mediebilledet har ændret sig gevaldigt i de seneste år. I langt større grad end tidligere fungerer TV, radio, internettet og aviserne i dag som en arena, hvor alverdens kampe udkæmpes – også de politiske. Spindoktorer, presserådgivere, lobbyister, interesseorganisationer, politikere mv. bruger alle i dag medierne til at fremme deres egen sag.

I dag bombarderes vi konstant med nyheder, og aviserne opdaterer efterhånden live på både stort og småt. Først havde vi fake news – falske nyheder, som er bevidst spredning af misinformation for at fremme ens egen sag. Fake news spredes både igennem de traditionelle medier og de sociale medier. I Fandens Forår går Niels Krause-Kjær skridtet videre og ser på efterfølgeren deep fake.

Deep fake – eller fotomanipulation – har været anvendt i filmindustrien i årevis og her tager Niels Krause-Kjær problemstillingen op i forhold til nyhedsdækningen. Udgangspunktet er, at har jeg set det med egne øjne, så må det være sandt. Men er det nødvendigvis det? Ser man på selv enkelte apps til mobilen, kan enhver med et billede af sig selv let lade sig indkopiere i f.eks. en film eller et billede.

Vi skal huske, at medierne ikke bestemmer, hvad vi skal mene, men de bestemmer i høj grad, hvad vi skal mene noget om.

Forlagets beskrivelse

Hvem kan holde på en hemmelighed? Og skal man?

Tidligere justitsminister Otto Brathenberg dør tilsyneladende af et hjertetilfælde i sin sygeseng. Et tidligere folketingsmedlem dør nogle dage senere på hospice – lidt hurtigere, end man havde regnet med. Samtidig udløses et opgør mellem statsminister Palle Enevoldsen og den mere nationale politiker Kirsten Rolighed.

Journalist Ulrik Torp, der er kommet på lykkepiller, har købt sig en lille bil og fået skrivebord på et beskedent freelancekontor, trækkes ind i sagen, der viser sig at have tråde tilbage til Murens fald og forsøg på påvirkning fra Moskva, både dengang og nu. Spørgsmålet er, om truslen mod et land kommer udefra eller indefra.

Anmeldelse

Endnu engang har Niels Krause-Kjær leveret en velskreven politisk spændingsroman med fokus på nogle af tidens aktuelle som “deep fake”, nationalisme og mediernes rolle i det politiske liv på godt og ondt.

Vi møder igen journalisten Ulrik Torp, som efter sit fald fra medieverdens tinder, nu arbejder som free-lancer, der hovedsageligt skriver nekrologer og ledere for sin for gamle redaktør for rødvin. Da den tidligere justitsminister Otto Brathenberg tilsyneladende dør af et hjertetilfælde i sin sygeseng og et tidligere folketingsmedlem dør nogle dage senere på et hospice, vikles Ulrik Torp ind in politisk spil om magt og hemmeligheder.

Hovedpersonen Ulrik Torp er ikke just nogen supermand – tværtom vel nærmest en helt almindelig midaldrende mand med ondt i økonomien, problemer i privatlivet mv.

I Fandens forår får Ulrik Torp hjælp af den uortodokse Emma, som er sprunget fra journalistuddannelsen. Selv om deres baggrund er vidt forskellige finder de sammen i et godt samarbejde, hvor de supplerer hinanden godt.

Som i Mørkeland savner jeg en ordentlig slutning. Selvom jeg tidligt aner, hvor en del af løsningen går hen, så udredes alle trådene på ganske få sider – sådan lidt bum bum.

Når det så er sagt så er Fandens forår en velskrevet, spændende og ikke mindst aktuel bog, som har et udfordrende budskab, der burde give os alle stof til eftertanke.

Om Fandens forår

Fandens forår kan købes hos tales.dk
Fandens forår kan købes hos Saxo.com

Sprog: Dansk
ISBN: 9788711912812
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 300
Udgivet: 16. oktober 2020

Fandens forår af Niels Krause-Kjær

Fandens forår en velskrevet og spændende politisk spændingsroman om deep fake

Fandens forår en velskrevet, spændende og ikke mindst aktuel bog om “deep fake”, nationalisme og mediernes rolle i det politiske liv på godt og ond. Fandens forår har et udfordrende budskab, der burde give os alle stof til eftertanke.

User Rating: No Ratings Yet !

Andre artikler

Back to top button