Flere forfattere udgiver selv bøger
Antallet af nye danske skønlitterære udgivelser er vokset med 74 procent over de seneste ti år. Det er blevet nemmere at udgive sin egen bog, og mange vælger derfor, at udgive deres litterære værker selv frem for via de klassiske forlag.
En markant stigning de seneste ti år i udgivelser af skønlitteratur slår fast med syvtommersøm, at forfatterspirerne stadig gror i de danske hjem.
Tal fra Slots- og Kulturstyrelsens seneste rapport, Bogens og Litteraturens vilkår, viser, at der i 2019 blev udgivet 1.809 skønlitterære, nye danske titler. Det svarer til en stigning på 74 procent over de seneste 10 år. Samme rapport kan dog også berette om, at bøgerne ikke længere udkommer på samme måde som tidligere. Selvom de store forlag står for over halvdelen af årets samlede udgivelser, oplever de også en lille tilbagegang, mens selvudgivere og mindre forlag vinder terræn.
Selvom det er blevet billigere og mere tilgængeligt, er selvudgivelse ikke en genvej til succes. Hvis bogen skal ud til læserne, skal man selv tage styringen på sit bogprojekt. Det mener Anne Katrine Tove Brix, der er forfatter og tidligere har udgivet via forlag, men nu har stiftet forlaget MAK, som er på trapperne med sin første udgivelse.
Flere bogorme
Trods de mange nyudgivelser har læserne dog på ingen måde haft svært ved at følge med. I 2020 kastede hele 84 procent af danskerne sig ifølge tal fra Danske Forlag nemlig over skønlitteratur, hvilket er det højeste antal i ti år. Samtidig er bogsalget steget med 5,6 procent fra 2019 til 2020. I kroner og ører er der tale om en vækst på knap 100 millioner kroner, hvor især skønlitteraturen har klaret sig ekstraordinært godt gennem de seneste år.
For Anne Katrine Tove Brix handler det dog ikke kun om at få en bid af kagen. Det er et passionsprojekt, og så er det for historiernes skyld og de forfattere, der gemmer sig bag dem.
Forlaget første udgivelse er romanen ’Mit nye liv’ af debutanten Joan Stennow Larsen.
Om Anne Katrine Tove Brix
Anne Katrine Tove Brix er multikunstner, der blandt andet kan skrive forlægger, forfatter, sangerinde og markedsarrangør på sit CV. Siden 1999 har hun rejst landet tyndt som ’Det syngende telegram’, der blot er et af hendes mange kreative koncepter.
Se mere på www.forlagetmak.dk og www.annekatrinetove.dk