Hvad kendetegner en god krimi ?
Krimier har det med at suge læseren ind i en verden af mystik, spænding og fare. De byder på en handling, hvor hovedpersonen ofte skal efterforske en hemmelighed eller opklare et mord. Ikke mindst en handling, hvor læseren kan blive udfordret med at forsøge at finde ud af hvad der er sket eller hvem gerningsmanden eller -kvinden er.
Det er samtidig bøger, som tager fat på begreber som retfærdighed, moral og den menneskelige natur og samvittighed. Det giver læseren et blik ind i den kriminelle underverden og mørke skjulte hemmeligheder som ikke bør se dagens lys. Handlingen i krimier, er ofte et omfattende plot med komplekse karakterer, og gerne et udvidet persongalleri som kræver at læseren har styr hvem der er hvem, og ikke mindst hvem er på den gode side henholdsvis den mørke side i handlingen. En handling som gerne er baseret på hændelser fra den virkelige verden, tilsat lidt krydderi og ekstra spænding. Mange forfattere bruger også tid sammen med politiets efterforskere for at lære om hvordan en opklaring foregår og viser de allermest mørke sider af det menneskelige sind.
Det der fanger os som læsere, er at handlingen ikke afsløres for hurtigt eller at vi allerede på side 10 har gættet hvem gerningspersonen er eller hvad der skete. Men derimod at vi får mulighed for at danne vores egne tanker og ideer om hvem har gjort hvad, og at disse tanker bliver fodret med små afsløringer undervejs for til sidst at alle trådene samles i den endelige afslutning og afsløring.
En god krimi for mig, er en handling som kan fastholde mig som læser og som opbygger et spændingsniveau hvor jeg hele tiden har den følelse at jeg lige skal læse en side til for at finde ud af hvad der kommer af små hints, eller hvad der sker. For pludselig at have læst hele bogen, og sidder tilbage med en følelse af at den afslutning havde jeg ikke lige set komme, eller forventet. Så føler jeg at det har været en god krimi og ikke mindst en god bog.
Her er 5 gode krimier:
AR af Jørn Lier Horst og Thomas Enger
Tågehav af Kristina Ohlsson
Bloddue af Dennis Jürgensen
Isola af Katrine Engberg
Satans Sommer af Kim Faber & Janni Pedersen