Handlingen starter med et brutalt og voldeligt drab på en mand, man fornemmer hurtigt det had som udstråler fra gerningsmanden. Herefter flytter handlingen sig 23 år frem i tiden, hvor vi møder politiefterforskeren Mads Lindstrøm. Han bliver sat på sagen, da en ældre kvinde findes død i området. Da han begynder at dykke ned i hvad der er sket, viser der sig at være ting som minder om et drab 23 år tidligere, hvilket ikke mindst bliver endnu mere tydeligt da der findes et delvist fingeraftryk af den mand som blev dømt for drabet for 23 år siden.
For Mads er det ikke hvilken som helst gerningsmand, da hans far var den efterforsker som håndterede sagen dengang og med store personlige konsekvenser for familien. Ikke mindst Mads, da faderen ender med at begå selvmord som følge af sagen. Mads flytter ind i faderens hus og her finder han et projektil boret godt ind i havestuens træværk. Et projektil som er af samme type og affyret fra samme våben som blev brugt 23 år før.
I sin søgen efter svar, rækker Mads ud til sin efterforskerkollega i det tyske politi i Flensborg - Tomas Beckmann den døde kvinde var tysk. Sammen arbejder de videre med spor fra nu og tidligere, hvilket dog ikke vækker opbakning fra lederen af efterforskningen hos dansk politi. Uoverensstemmelser mellem Mads og lederen, medfører at Mads bliver sat af holdet og omplaceret til en administrativ funktion. Dette holder dog ikke Mads tilbage for at grave videre i sagen og følge sin egen intuition, som skal vise sig at være det rigtige.
En god psykologisk krimi, som går ind i personernes mentalitet og personlighed men samtidig uden at afsløre for meget. En spændende handling og overraskende slutning, dog er handlingen ind imellem en anelse langtrukken. Jeg savnede dog noget mere i forhold til det miljø og den kultur som er i grænselandet og den tætte nærhed der er mellem Danmark og Tyskland, i og med at den er 3. bind i en serie om mord i området mellem Sønderjylland og Schleswig-Holstein.
Forlagets beskrivelse:
Efterforsker Mads Lindstrøm finder et projektil i træværket i sin havestue. Det viser sig at stamme fra samme våben, som et projektil fundet i forbindelse med en drabssag fra 1998 i Birkelev. I sagen, som Mads’ far Jørgen Lindstrøm ledte efterforskningen af, blev bostedslederen Hans Peter Jessen fundet dræbt i et brændeskur og en socioemotionelt udfordret beboer, Lauritz Koch, dømt for drabet.
Nu 23 år efter Birkelev-sagen dukker liget af en ældre, tysk kvinde op ikke langt fra Birkelev. Det eneste spor er et halvt fingeraftryk tilhørende den drabsdømte Lauritz Koch. Sammen med den tyske efterforsker Tomas Beckmann dykker Mads Lindstrøm ned i den gamle sag. Jo dybere i sagen Mads kommer, jo flere af fortidens hemmeligheder og løgne dukker frem.
Karen Inge Nielsen har flere anmelderroste udgivelser bag sig. Blodoffer er hendes tredje krimi i serien En grænselandskrimi.
Hvor finder du bogen:
Blodoffer kan købes hos - Bog&ide
Blodoffer kan købes hos - Saxo.com