Den onde søster
Forfatter: Karen Dionne
Udgivelses dato: 1. februar 2021
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Oversat af: Kim Langer
Format: Paperback
ISBN: 9788711995907
Antal sider: 320
Land: England
Sprog: Dansk
Bedømmelse: Fuldstændig fængslende fra første ord. En psykologisk thriller der får følelserne og nerverne helt op på dupperne.
Karakter:
5,0 rating
Kan købes her:
Beskrivelse:

Fuldstændig fængslende fra første ord. En psykologisk thriller der får følelserne og nerverne helt op på dupperne. Karen Dionnes skrivestil er fangende og samtidig føles det som om hun sidder ved siden af og fortæller en hyggelig familiehistorie. Hvilket bogen og handlingen på ingen måde er, snarere tværtimod.

I handlingen følger vi kvinden Rachel Cunningham som befinder sig på et psykiatrisk hospital, efter at hun er overbevist om at hun har skudt og dræbt sine forældre da hun var lille. Et mareridt som har forfulgt hende lige siden og årsagen til at hun frivilligt har ladet sig indlægge på hospitalet. Da vi møder Rachel i starten af bogen, har hun opholdt sig på hospitalet i de seneste 15 år og ikke fået det bedre for hendes mareridt og billederne plager hende stadig uanset behandlingerne.

Da broderen til hendes ven på hospitalet, gerne vil interviewe hende som del af hans journalistuddannelse – dukker der pludselige nye beviser op i forbindelse med politiets efterforskning af forældrenes død. Beviser som har så stor indvirken på Rachel at hun på stedet forlader hospitalet og begiver sig mod sit barndomshjem hvor søsteren og tanten bor. Det er netop også barndomshjemmet som som bliver en central rolle i handlingen, for den øde beliggenhed i skovene i området Upper Peninsula, Michigan er ikke tilfældig.

Sideløbende med Rachels nutidige historie, følger vi hendes mors historie mange år tidligere og de to historier kobles lige så stille sammen og giver mening set i bakspejlet. Der er her tale om en familie som gemmer på nogle meget dystre hemmeligheder, og en mors desperate forsøg på at skabe et familieliv som det nu kan lade sig gøre, omstændighederne taget i betragtning.

Det er lige præcis hvad Rachel lidt efter lidt opdager når skræller lag på lag af sin hukommelse og opdager nye sider af familiehemmelighederne, og ikke mindst årsagen til hvorfor de har været så godt skjulte. Her får man som læser virkelig indblik i mørke og forudsigelige sider af den menneskelige natur. Sider som man ikke for nogen pris selv ønsker at opleve men bare nøjes med at læse om i en bog. Selvom jeg fra starten af handlingen begyndte at fornemme hvilken retning handlingen tog, så var jeg ikke forberedt på den rejse som handlingen skulle igennem – hvilket i den grad gav gåsehud.

Forlagets beskrivelse

Hun troede, hun havde lagt fortiden bag sig. I virkeligheden er hun jaget vildt.

I femten år har Rachel Cunningham siddet i frivilligt eksil på et psykiatrisk hospital, da hun er overbevist om, at hun er ansvarlig for sine forældres død. Men da hun får nye oplysninger om drabene, vender Rachel hjem for at lede efter svar. Til stedet, hvor hun altid har følt sig mest tryg: familiens store bjælkehytte i de afsidesliggende skove i Upper Peninsula, Michigan.

I takt med at Rachel bliver klogere på, hvad der i virkeligheden skete den skæbnesvangre dag, hendes forældre blev myrdet, må hun sande, at hjem kan være et sted fyldt med ubeskrivelig ondskab.

Karen Dionne er en erfaren skribent og forfatter og medlem af International Thriller Writers. Hun har udgivet flere bøger og bor i Detroit. På dansk er udkommet Dyndkongens datter (2018).