Krimi

Isola af Katrine Engberg

En af de bøger, som jeg med store forventninger har set frem til her i efteråret, var Katrine Engbergs femte bog – Isola – med efterforskerne Jeppe Kørner, Anette Werner og snushanen Esther de Laurenti i hovedrollerne.

Det gennemgående tema i Isola er følelsen af ensomhed, som bogens velkendte karakterer på forskellig vis oplever kommer snigende og omringer livet. Ensomheden har Katrine Engberg haft som en ufrivillig følgesvend en stor del af hendes liv. I forbindelse med udgivelsen af Isola fortæller Katrine Engberg selv om ensomhed, at… ”det er den følelse, jeg selv altid har frygtet allermest. Derfor er det også et oplagt tema i min bog”.

Ensomheden lurer overalt i Katrine Engbergs nye kriminalroman Isola, der vanen tro starter i København med fundet af en stor kuffert halvt nedgravet i Østre Anlæg indeholdende dele af et lig.

Obduktionen viste at den døde person var blevet myrdet på brutal vis. I spidsen for efterforskningen af drabet sættes Anette Werner, der dog denne gang må undvære sin faste makker Jeppe Kørner. Jeppe Kørner er taget til Bornholm for at glemme sine kærestesorger og bruger sin midlertidige orlov som skovhugger i Almindingen.

Med sig til Bornholm har Jeppe Kørner Esther de Laurenti, som skal skrive en biografi om antropologen Margrethe Dybris, som forskede i dødsritualer over hele verden og tillige var foregangsfeminist. Margrethe Dybris boede i de sidste mange år af sit liv på Bornholm, derfor var det oplagt for Esther at tage med Jeppe tilbage til Bornholm, hvor hun af Magrethes datter Ida er blevet inviteret til at bo i morens hus for på den vej bedre at lære hende at kende.

Idas bror Nikolaj forsvinder sporløst og som tiden går bliver Ida mere og mere nervøs for ham. Esther prøver at berolige Ida med at hun kender en på Bornholm, som gerne vil hjælpe med at finde Nikolaj.

Forlagets beskrivelse

Isola er 5. selvstændige bind i serien om efterforskerne Jeppe Kørner og Anette Werner og snushanen Esther de Laurenti. Jeppe har taget orlov fra politiet og slået sig ned på Bornholm vinteren over for at fælde træer. Kollegaen Anette står med fundet af et halvt lig i en kuffert og ingen Jeppe til at hjælpe med at opklare, hvordan det hænger sammen. Og Esther … hun har aldrig følt sig så alene.

Den første bog i serien, Krokodillevogteren, som udkom i 2016, var Katrine Engbergs debut som krimiforfatter, og siden er det gået stødt med at skrive og udgive fantastisk spændende krimier. Ord havde stor værdi i Katrines barndomshjem, hvor faren var lingvist og moderen forsker, og derfor har ord altid været af betydning og interesse for Katrine. Hun har altid skrevet mange forskellige ting ned – dagbog, sjove ideer, rejseoplevelser osv.

Katrine Engberg har haft stor succes med de foregående bøger i Kørner og Werner serien, som både danske og udenlandske læsere har taget rigtig godt imod. Bøgerne i serien er solgt til udgivelse i 28 lande, og mange steder har bøgerne ligget på diverse bestsellerlister.

Kørner & Werner serien består af følgende bøger:

  • Krokodillevogteren
  • Blodmåne
  • Glasvinge
  • Vådeskud
  • Isola

Anmeldelse

Isola er dansk krimi når det er bedst. Jeg er ikke i tvivl om at Katrine Engberg med Isola vil toppe årets salgslister. Katrine Engberg har nok engang skrevet en forrygende og ikke mindst spændende krimi med efterforskerne Jeppe Kørner, Anette Werner og snushanen Esther de Laurenti i hovedrollerne.

Katrine Engberg kan om nogen fortælle en god historie, så man glemmer alt om tid og sted. I Isola spilles der på alle tangenterne. Der er hæsblæsende aktion, drab, gåder og hemmeligheder der kommer frem i lyset.

Skal jeg ”øffe” lidt så er det over sproget. Ikke at jeg ikke kan lide Katrine Engbergs skrivestil eller sprog, ja faktisk tværtom for det er dejligt stilrent og tro mod det danske sprog. Med udtryk som f.eks. M16-hjelm, anale pertentlighed m.fl. bruges ord og vendinger som jeg næppe tror personerne ville have brugt i virkeligheden. Hvor mange ved f.eks. hvad en M16-hjelm er?

Jeg mindes, at Katrine Engberg tidligere har nævnt at serien var planlagt til at bestå af 5 bøger. Jeg nægter at tro at serien stopper med Isola. Så jeg vil spejde frem mod 2021 og glæde mig til den næste bog fra Katrine Engberg (og gerne med Werner, Kørner og Laurenti).

Om Isola

Isola kan købes hos tales.dk
Isola kan købes hos Saxo.com

Sprog: Dansk
ISBN: 9788772390093
Forlag: Alpha Forlag
Sideantal: 360
Udgivet: 29. september 2020

Isola af Katrine Engberg

Dansk krimi når det er bedst

Isola er dansk krimi når det er bedst. Katrine Engberg har nok engang skrevet en forrygende og ikke mindst spændende krimi med efterforskerne Jeppe Kørner, Anette Werner og snushanen Esther de Laurenti i hovedrollerne. Jeg er ikke i tvivl om at Katrine Engberg med Isola vil toppe årets salgslister.

User Rating: No Ratings Yet !

Andre artikler

Back to top button